Libyens premierminister taber tillidsafstemning

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Libyens premierminister, Ali Zeidan, har tirsdag tabt en tillidsafstemning i parlamentet i Tripoli og vil nu midlertidigt blive afløst af det uroplagede nordafrikanske lands forsvarsminister, Abdullah al-Thani.

Det oplyser parlamentets talsmand, Omar Hmeidan. Mistillidsvotummet blev godkendt af 124 ud af parlamentets 194 medlemmer. Det svarer til fire stemmer mere, end der er påkrævet for at vælte premierministeren.

Afstemningen blev afholdt, efter at oprørere i det østlige Libyen meddelte, at et tankskib med olie for 160 millioner kroner havde forladt en havneby under deres kontrol uden at have fået tilladelse til dette fra Libyens myndigheder.

Den midlertidige premierminister blev taget i ed og bliver i jobbet, indtil en permanent afløser bliver valgt. Det skal ske i løbet af de kommende to uger.

Samtidig har Libyens rigsadvokat givet Zeidan udrejseforbud, fordi han mistænkes for at være involveret i bedrageri med offentlige midler, skriver nyhedsbureauet AFP.

Libyske medier rapporterer dog, at den nu tidligere premierminister allerede har forladt landet.

Afsættelsen af premierministeren var dog ikke det eneste drama, der udspillede sig i landet tirsdag.

Den libyske flåde åbnede ild mod tankskibet, der sejler under nordkoreansk flag. Olietankskibet blev angiveligt beskadiget ved angrebet, men det er uvist, om personer også er kommet til skade.

Tankskibet Morning Glory havde hentet råolie i havnebyen Sirte uden om de libyske myndigheder hos den bevæbnede oprørsgruppe i det østlige Libyen, der er begyndt at eksportere olie uden om regeringen i Tripoli.

Ifølge talsmanden for den styrke, der har ansvaret for at sikre landets olieleverancer, lykkedes det for olietankeren at undslippe myndighederne på grund af dårligt vejr.

Uroen i Libyen har ligeledes spredt sig. Ifølge nyhedsbureauet dpa var der i kystbyen Sirte sammenstød tirsdag mellem militser fra den selvudråbte, autonome regering og tidligere oprørere fra byen Misrata, som er loyale over for parlamentet.

/ritzau/Reuters