Libyske politikere undgår dødsstraf for Muhammedtegning

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

En satiretegning på en valgplakat var søndag tæt på at ende med dødsstraf for to medlemmer af det Libyske Nationale Parti.

Ali Tekbali og Fathi Saguer blev for næsten et år siden anklaget for at promovere og besidde satiriske tegninger, der krænker islam og profeten Muhammed, samt for at "tilskynde til uenighed" i den libyske befolkning.

Dette kunne have resulteret i dødsstraf, men dommeren besluttede imidlertid at lade de anklagede slippe med livet i behold.

- Retten afgav sin dom. Den besluttede at frafalde de tre hovedanklager, siger advokat Abdelmajid al-Mayet.

Ali Tekbali og Fathi Saguer blev i stedet begge idømt bødestraffe for at "opildne til splid blandt libyerne". Deres advokat vil ifølge nyhedsbureauet AFP anke dommen.

Sagen begyndte i 2012, hvor de to politikeres parti benyttede en plakat under valgkampen forud for Libyens første parlamentsvalg efter Gaddafi-regimets fald.

På plakaten diskuterer en gruppe mænd kvindens rolle i samfundet, og ifølge anklagemyndigheden var en af mændene på plakaten kopieret fra en omstridt karikaturtegning af profeten Muhammed, som de franske satiremagasin Charlie Hebdo bragte i 2011 og 2012.

Ali Tekbali og Fathi Saguer har hele tiden nægtet, at den afbildede mand - en ældre herre med skæg og turban - er en reference til profeten Muhammed.

De siger, at de fandt billedet uden at vide, at det var en karikatur af profeten.

Partiet, som de to anklagede tilhører, anses for at være moderat, og Ali Tekbali har forklaret, at de med plakaten ville udfordre de grupper i Libyen, der har et stereotypt og konservativt syn på kvinder.

Den kontroversielle retssag falder sammen med en række andre indskrænkelser af libyernes ytringsfrihed i de seneste måneder.

/ritzau/AFP