Lidegaard: Aftale i Ukraine er et kæmpe skridt fremad

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) glæder sig over, at der er udsigt til en aftale mellem oppositionen og præsident Viktor Janukovitj, som skal sætte en stopper for volden og løse den politiske krise i Ukraine.

- Med alle de forbehold man må tage, når man ikke selv er i Kijev lige nu, og tingene flytter sig minut for minut, så er de sidste meldinger, at der ligger en aftale, som alle parter skulle have nikket til.

- Det er et meget stort og meget vigtigt skridt, at man er kommet så langt, siger Lidegaard til Ritzau.

Udenrigsministeren har ikke selv haft lejlighed til at læse hele aftalen, men han hæfter sig ved, at aftalen indeholder tre afgørende ting: En overgangsregering, et hurtigt valg og en bedre magtdeling mellem parlament og præsident.

- Det er et kæmpe skridt fremad, hvis parterne og alle de store lande – også Rusland – er med på den løsning.

- Det næste skridt er selvfølgelig, om man også kan få den implementeret hurtigt og effektivt. Vil alle dem på gaden finde den aftale og det kompromis så troværdigt, at det kan stoppe volden og blodsudgydelserne. Det kan ingen svare på lige nu, siger Lidegaard.

Den danske udenrigsminister afviser samtidig, at EU bærer et medansvar for den ukrainske konflikt, som tog fart, da præsident Janukovitj afviste en økonomisk samarbejdsaftale med EU og i stedet tog imod et tilbud om en handelsaftale med Rusland.

Det førte til skarp kritik fra officielt hold i EU og protester fra den mere EU-venlige opposition i Ukraine.

- Mange vil gerne placere et ansvar hos EU. Men jeg synes ikke, at EU har gjort noget forkert i den her proces.

- Vi har gennem hele konflikten gjort alt for ikke at eskalere konflikten, men da det så eksploderede, gik vi hurtigt og håndfast ind og sagde, at der går grænsen. Der er forskel på at have demonstrationer og politiske uenigheder, og på at man begynder at slagte folk på åben gade, siger Lidegaard.

/ritzau/