Lidegaard drager til Mellemøsten

Skrevet af admin

06/09/2014

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) rejser lørdag mod Mellemøsten. Her vil han blandt andet besøge Iran og Saudi-Arabien, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Mit hovedbudskab vil være, at vi skal samarbejde endnu mere for at modgå voldelig ekstremisme, erklærer ministeren i meddelelsen.

Han henviser til de voksende problemer med den militante oprørsgruppe Islamisk Stat, også kendt som IS eller ISIL.

- ISIL er en af de største, hvis ikke den største, sikkerhedstrussel i nyere tid. Og den rammer os alle. Samtidig er der et akut behov for politiske løsninger på konflikterne i regionen.

- Det kræver en endnu mere aktiv indsats fra de regionale aktører. Iran og Saudi-Arabien spiller begge hovedroller, hvis der skal skabes fred og stabilitet i regionen, lyder det fra Lidegaard.

Besøget i Mellemøsten bliver Lidegaards første, siden han i februar blev udenrigsminister, og det er første gang siden 2005, at en dansk udenrigsminister besøger Iran.

Ministeren skal blandt andet mødes med den iranske og saudiske udenrigsminister, et medlem af den saudiske kongefamilie, samt repræsentanter for erhvervsliv, civilsamfund, og lokale og internationale organisationer.

Rejsen kommer, efter at Danmark i slutningen af august besluttede at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat med et fly til transport af våben.

- Danmark bidrager med en række indsatser til kampen mod ISIL og for at forbedre situationen i Syrien. Vores aktive indsats omfatter blandt andet humanitær bistand, lufttransport, fjernelse af kemiske våben, samt støtte til lokalsamfund. Det skal vi blive ved med, erklærer Lidegaard.

- Samtidig håber jeg, at der snart skabes fremskridt i forhandlingerne mellem det internationale samfund og Iran om det iranske atomprogram, tilføjer han.

/ritzau/