Den danske regering har endnu ikke fået bekræftet, at det er Islamisk Stat, der står bag skyderiet mod en dansk Arla-ansat i Saudi-Arabien.
Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ved ankomsten til Natos udenrigsministermøde i Bruxelles tirsdag.
- De saudiarabiske myndigheder efterforsker sagen, og så sent som i morges har vores ambassadør været i kontakt med de saudiarabiske myndigheder. Heldigvis er danskeren i bedring, og vi gør selvfølgelig alt for at støtte både ham og familien i denne svære situation, siger han.
Lidegaard har bedt Udenrigsministeriets Borgerservice kontakte andre lande for at undersøge, om der tegner sig et generelt mønster.
/ritzau/