Lidegaard håber stadig på EU-enighed om Rusland-sanktioner

Skrevet af admin

29/01/2015

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) håber, at EU's 28 medlemslande kan blive enige om at stramme sanktionerne mod Rusland på torsdagens hasteindkaldte udenrigsministermøde i Bruxelles.

- Jeg synes, at det er et meget kedeligt signal at sende, hvis EU ikke kan fortsætte sin enighed på det her område og markere, at det, som er foregået i Ukraine i den seneste uge, er helt uacceptabelt og uhørt.

- Det er gået ud over helt uskyldige civile mennesker og er en optrapning af konflikten, som er alt andet end det, vi har brug for, siger ministeren på vej ind til mødet.

Til trods for at den nye græske regering har luftet skepsis over for EU's sanktionskurs, håber den danske minister på, at EU's udenrigsministre kan blive enige om, at udvide den liste af personer og virksomheder, som EU's sanktioner har ramt.

- Det andet, jeg håber på, er, at vi kan blive enige om at forberede en række nye økonomiske sanktioner, som vi så at sige gemmer, hvis det bliver nødvendigt - det vil sige, hvis Rusland fortsætter dets aggression.

/ritzau/