Lidegaard: Israel gør det ikke let for sine venner

Skrevet af admin

20/07/2014

Mest læste i dag

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), er bekymret over den seneste udvikling i Gazastriben, hvor Israel efter flere dage med bombardementer nu er gået ind med landstyrker.

- Jeg opfatter både mig selv og Danmark som venner af Israel, men Israel gør det ikke altid let for sine venner at forsvare landets gerninger, når så mange uskyldige mænd, kvinder og børn mister livet, skriver ministeren i en kommentar på Facebook.

Israelernes angreb har i løbet af 12 dage kostet over 340 palæstinensere livet. På den anden side skal fire israelere være dræbt.

- Alle forstår Israels behov for at forsvare sig selv. Men det er svært at forklare, hvorfor det skal koste så mange uskyldige mennesker livet, lyder det fra Lidegaard

Ikke desto mindre slår ministeren fast, at de militante palæstinensere i Hamas heller ikke opererer på en måde, som Danmark vil acceptere.

- Hamas og andre grupper i Gaza sender livsfarlige raketter mod den israelske civile befolkning - i flæng. Det fordømmer jeg og regeringen. Hamas må og skal også indgå og overholde våbenhviler, skriver Martin Lidegaard.

Udenrigsministeren følger ligeledes konflikten i Ukraine med bekymring.

Her blev et passagerfly med 298 personer om bord efter alt at dømme skudt ned i torsdags, og ligesom mange vestlige kolleger kræver Martin Lidegaard nu den tragiske ulykke undersøgt.

- I forhold til Ukraine bliver det helt afgørende, at der nu sikres en fuldstændig uvildig undersøgelse af nedskydningen, og Rusland bærer et ganske særligt ansvar for, at det kommer til at ske, skriver Martin Lidegaard.

- Derudover skal vi drøfte, hvilke yderligere konsekvenser nedskydningen skal have, skriver han med henvisning til næste uges EU-udenrigsministermøder.

/ritzau/