Lidegaard: Jeg vil ikke ligne Komiske Ali

Skrevet af admin

20/10/2014

Mest læste i dag

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) levner ingen tvivl om, at Danmark skal reagere over for Tyrkiet i sagen om løsladelsen af manden, der er mistænkt for at stå bag sidste års drabsforsøg på islamkritikeren Lars Hedegaard.

Lidegaard har trods de meget sparsomme resultater af weekendens embedsmandsbesøg i Ankara endnu ikke helt opgivet håbet om at få flere informationer.

Men han erkender, at der ikke er meget at have håbet i.

- Jeg har ikke lyst til at ligne Komiske Ali. Det ser åbenbart svært ud at få flere informationer ud af tyrkerne.

- Vi har et par kanaler mere, som vi nu prøver. Men det er meget muligt, at vi står der, hvor vi står i dag også på torsdag, siger Lidegaard med henvisning til, at han skal drøfte sagen med Folketingets partier i Udenrigspolitisk Nævn på torsdag.

Udenrigsministeren kalder det "en alvorlig sag", at den mistænkte er sat på fri fod.

- Der vil komme en form for reaktion. Men hvilken reaktion det bliver, vil jeg gerne vente med at melde ud, til jeg har drøftet det med Folketinget. Det er vigtigt, at det bliver en bred dansk melding, siger Lidegaard, der mandag er til EU-udenrigsministermøde i Luxembourg.

Udenrigsministeren håber blandt andet at blive klogere på, om der er hold i rygterne om, at den mistænkte har været med i en fangeudveksling med organisationen Islamisk Stat (IS).

- Jeg har ikke fået be- eller afkræftet hypotesen om, at der skulle være foregået en fangeudveksling. Det er selvfølgelig noget af det, vi prøver at bore videre i over for tyrkerne, siger Lidegaard.

Han ser det dog ikke som en formildende omstændighed, at den formodede fangeudveksling menes at have gjort det muligt for Tyrkiet at gå mere aktivt med i kampen mod IS.

- Vi er selvfølgelig stærkt interesserede i et stort tyrkisk engagement i bekæmpelsen af terrorisme. Derfor er det alligevel ikke i orden at løslade fanger, der er anklaget for noget så alvorligt, siger ministeren.

Mens han prøver at få mere at vide fra Ankara og lægger op til den danske drøftelse af reaktionen, ønsker Lidegaard ikke at følge Lars Barfoeds (K) opfordring til også at tage sagen op i EU.

- Det er ikke noget, der overhovedet er på dagsordenen i dag. Som sagt vil jeg gerne drøfte det med Folketingets partier, inden jeg kommer med nogle formelle erklæringer eller udtalelser på Danmarks vegne, siger Lidegaard.

/ritzau/