Lidegaard: Mine kræfter er bedre brugt i Nordsjælland

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Det giver flere stemmer til partiet.

Sådan lyder den kort udgave af begrundelsen for, at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fremover stiller op i Nordsjælland frem for København.

Han har mandag aften annonceret, at han går efter at overtage Margrethe Vestager opstillingskreds, Rudersdal, efter at den nu tidligere partileder har forladt Folketinget for at forfølge en karriere som EU-kommissær.

- Det er en god kreds, og den ligger godt til mit højreben, fordi jeg er vokset op i Nordsjælland og kender området rigtig godt, fortæller Martin Lidegaard til Ritzau.

Han har siden december 2012 været opstillet i den københavnske kreds Brønshøj-Husum-Vanløse, men partiet har andre profilerede kandidater i Hovedstadsområdet i form af Manu Sareen og Ida Auken.

- Vi har en del rigtig gode kandidater i København, som kan trække mange radikale stemmer. Jeg håber, jeg kan gøre det samme i Nordsjælland, hvor vi har potentiale for at kunne få to mandater ved næste valg, så jeg tror, at mine kræfter er lagt godt deroppe, forklarer Lidegaard.

Han medgiver dog samtidig, at skiftet højner chancerne for at blive valgt.

- Det vil jeg ikke lægge skjul på. Når man stiller op i politik, så er det for at blive valgt, konstaterer ministeren.

Ved valget i 2011 fik Det Radikale Venstre to mandater i Nordsjælland, som tilfaldt Margrethe Vestager og Christian Friis Bach.

De har nu begge forladt Folketinget, men Martin Lidegaard vil gerne forsikre vælgerne om, at han ikke er på vej i samme retning.

- Når man har stemt på nogle personer, som har fået så store topposter i udlandet, så håber jeg ikke, at man oplever det som en spildt stemme. Tværtimod er der god grund til at være stolt.

- Jeg har ikke nogen planer om topposter i udlandet, og jeg stiller op, fordi jeg gerne vil sidde i Folketinget i Danmark, erklærer udenrigsministeren.

/ritzau/