Lidegaard: Muslimske lande må være med til at bekæmpe IS

Det er fuldstændig afgørende, at de muslimske lande sender soldater med i kampen mod den voldelige islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i koalitionen med 26 lande under USA's ledelse.

Det fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Han orienterede torsdag Udenrigspolitisk Nævn om koalitionen, hvor Danmark har sendt et C 130 Hercules militærfly til det nordlige Irak med våben og udstyr til de kurdiske frihedskæmpere pesh merga.

- Det er helt afgørende, at de muslimske og arabiske lande i nærområdet tager ansvar for denne konflikt. Det er i vidt omfang en regional konflikt. Det er ikke vores kamp. Det er mestendels deres kamp, siger Martin Lidegaard.

- Men vi har en interesse i at støtte dem og den irakiske regering,

USA har sendt droner i syrisk luftrum mod IS. Amerikanske fly har før bombet IS's stillinger ved Iraks største dæmning i Mosul for at tvinge IS på retræte i sin offensiv mod hovedstaden Bagdad og mod den kurdiske hovedby Erbil samt Mosul og Kirkuk.

- I øjeblikket gør amerikanerne alt, hvad de kan for at drive IS tilbage fra de områder, de har befæstet i et forsøg på at befri civilbefolkningen og få større områder under kontrol. Det gør de med hjælp fra regeringstropper og kurdiske tropper på jorden, siger Martin Lidegaard.

Han understreger, at koalitionen ikke kun vil tvinge IS militært i knæ, men spiller på flere strenge.

- Det er ikke en militær indsats, der står alene. Der foregår også en meget stor humanitær indsats og et forsøg på at fremme den diplomatiske udvikling inde i Bagdad. Så vi får en regering, der kan tage hånd om alle befolkningsgrupper inde i Irak, siger Martin Lidegaard.

- Der er offensiver på alle fronter, også de diplomatiske og humanitære.

/ritzau/

Dagens Gossip