Lidegaard: Natolande sikrer baltisk luftforsvar

Estland, Letland og Litauen står ikke alene uden luftforsvar, når russiske kampfly forsøger at krænke deres luftrum. Danmark og Norge har sammen med USA og andre Nato-lande udført "air policing" som luftforsvar over de tre baltiske lande.

Det fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R) efter mødet i Helsingør med nordiske kolleger fra Sverige, Finland, Norge og Island samt baltiske kolleger fra Estland, Letland og Litauen.

- Som I ved, har Natolandene her (Danmark og Norge) vist solidaritet med de baltiske lande, siger Martin Lidegaard.

- Vi har både bidraget med "air policing" og anden indsats på jorden for at vise, at Nato er der, og at Nato tager artikel 5 (musketér-eden om, at et angreb på et Natoland er et angreb på dem alle) dybt alvorligt.

Estland, Letland og Litauen er dybt bekymrede efter Ruslands anneksion af Krimhalvøen og russisk militær støtte til separatister i det østlige Ukraine. Indtil slutningen af den kolde krig var de tre baltiske lande sovjetrepublikker.

- Vi forstår vore baltiske partneres bekymring. Vi har ikke taget nye beslutninger i dag. Det var ikke på dagsordenen, men vi holder os til den politik, vi har udstukket, siger Martin Lidegaard.

For nylig lovede forsvarsministrene fra Sverige, Finland, Norge og Danmark samt den islandske udenrigsminister at lave fælles militærøvelser samt at udveksle efterretning. Det skete i en kronik i den norske avis Aftenposten og i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Snart letter den første fælles flyøvelse "Arctic Challenge" med finske, svenske, danske og amerikanske kampfly. Finland og Sverige er ikke med i Nato, men har et såkaldt "privilegeret partnerskab" med militæralliancen.

De fem nordiske lande har alle set russiske kampfly flyve helt til kanten af deres luftrum og har i Østersøen slukket deres transpondere, så de ikke kan identificeres af civile fly.

/ritzau/

Dagens Gossip