Lidegaard om blodig søndag i Gaza: Kampe går over stregen

Skrevet af admin

20/07/2014

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fastholder, at Danmark stadig er venner med Israel og palæstinenserne, men at begge parter er gået over stregen under den seneste konflikt, hvor særlig søndag blev en blodig dag efter israelske angreb i Gaza.

Israel oplevede søndag det største tab af soldater på én dag i årevis, da 13 soldater blev dræbt, mens dagens angreb kostede mindst 99 palæstinensere livet. Dermed har 437 palæstinensere mistet livet under den seneste tids konflikt.

Israels reaktion på Hamas' raketangreb er ude af proportioner, lyder det fra Martin Lidegaard.

- Vi er venner med israelerne og palæstinenserne, men man skylder gode venner, at man siger til dem, når de går over stregen, og de kamphandlinger, vi har set i dag, er ude af proportioner, og de voldsomme angreb på civilbefolkningen må stoppes.

- Jeg mener, at jeg har gjort det klart, at jeg finder tab af menneskeliv uacceptabelt, og at Israels reaktioner er ude af proportioner, siger han til Ritzau.

Han holder fast i, at der er to parter i konflikten, og at begge har et ansvar for at skaffe en varig våbenhvile.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) langede tidligere søndag skarpt ud efter regeringens linje over for Israel efter de seneste ugers optrapning af konflikten med palæstinenserne.

Også Enhedslisten kritiserede Lidegaard for ikke at fordømme Israels angreb i Gaza, men den kritik afviser udenrigsministeren.

- Hele den her konflikt er startet med Hamas' terroraktioner, som Israel gengælder. Selvom jeg finder, at Israels gengældelsesangreb er ude af proportioner, så er der to parter i konflikten.

- Det er svært kun at pege på den ene eller anden part. Jeg har gjort det krystalklart, at de civile tab har nået et omfang, der ikke er acceptabelt, og at Israel bærer en stor del af ansvaret, siger han.

Udenrigsministeren har ikke selv haft kontakt til parterne i konflikten, da han mener, at USA med opbakning fra EU spiller den vigtigste rolle for at få parterne til forhandlingsbordet.

Samtidig tager han klart afstand fra Hamas' handlinger under konflikten.

- Hamas gør palæstinenserne en kæmpe bjørnetjeneste, fordi mange sætter lighedstegn mellem Hamas og palæstinenserne, siger Lidegaard.

/ritzau/