Lidegaard om EU-asylsamarbejde: Ironisk vi ikke er med

Skrevet af admin

14/05/2015

Dagens topnyheder

Der venter en svær debat om det migrationsudspil, EU-Kommissionen præsenterede onsdag i Bruxelles.

Blandt andet på grund af forslaget om, at man i spidsbelastningssituationer skal sikre en mere ligelig fordeling mellem EU-landene af de nyankomne migranter.

Det mener udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der onsdag-torsdag har mødt flere af de øvrige europæiske udenrigsministre til et Nato-møde i Tyrkiet.

Flere af dem fungerer - ligesom ham selv - også som europaministre, og de skal diskutere udspillet på et møde i Bruxelles på tirsdag.

- Som jeg kan høre på mine kolleger, så bliver det svært at nå til enighed om det i EU generelt.

- Der er mange lande, der har politisk forbehold over for en stærkere koordinering på det her område. Og så har Danmark selvfølgelig også et særligt juridisk forbehold, der gør, at vi ikke vil kunne deltage i denne her form for samarbejde, siger Lidegaard til Ritzau.

Danmark er et af de lande, der i dag tager imod flest asylansøgere. Derfor ville dansk deltagelse i en eventuelt kommende europæisk fordelingsnøgle formentlig betyde, at Danmark ville få en lavere kvote.

Udenrigsministeren siger, at Danmark har valgt "selv at svinge taktstokken" på udlændingeområdet. Men han medgiver, at der er tale om udfordringer, "der er svære at løse uden et meget stærkt europæisk samarbejde".

- Det handler jo altså om, at vi må prøve at få nogle af de lande, der i dag ikke tager så mange flygtninge, til at tage flere. Så må vi jo se, hvor langt vi kan komme med at overtale dem til det, siger ministeren.

Han kalder det "ironisk", at Danmark ikke er med i EU-samarbejdet, fordi vi netop er et af de EU-lande, der gør meget. Men den danske debat er ikke unik.

- Vi må konstatere, at det jo altså er et meget følsomt tema i faktisk alle lande i Europa. Så det bliver svært at finde løsninger, som alle lande kan være i - og kan få deres hjemlige befolkninger med på, siger Lidegaard.

Kommissionen har varslet, at den kommer med sine første lovforslag på området allerede inden udgangen af maj. Hele migrationsdagsordenen skal diskuteres på et EU-topmøde 25.-26. juni.

/ritzau/