Lidegaard: Sådan skal klimastøtten skaffes

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Efter flere dages sonderinger på klimakonferencen COP19 i Polen har klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) nu sammen med Ugandas finansminister, Maria Kiwanuka, fremlagt et kompromis om de rige landes klimastøtte til ulandene.

Støtten skal komme fra både offentlige og private kasser. Selv om teksten ikke nævner konkrete beløb, rummer den ting, der kan være svære at sluge for både industrilande og ulande, oplyser Lidegaard til Ritzau.

- Industrilandene skal acceptere, at der er et minimum for de årlige offentlige tilskud, og at den andel skal stige frem mod 2020. Ulandene skal spise, at der ikke sættes et specifikt beløb på i årene 2015-2019, siger ministeren.

På klimatopmødet i København lovede ilandene, at de fra 2020 vil yde, hvad der svarer til 550 milliarder kroner årligt i klimafinansiering til ulandene. Pengene skal hjælpe ulande med at sikre sig mod tørke, oversvømmelser eller ekstremt vejr og med adgang til grøn energi.

Ilandene skal ifølge forslaget fra Lidegaard og Kiwanuka hvert andet år gøre rede for, hvordan de vil nå det aftalte mål for klimastøtte til ulandene.

De rige lande har de seneste tre år ydet 38 milliarder dollar i offentlig klimastøtte. I fremtiden må private penge kun tælles med i støtteregnskabet, hvis de er mobiliseret som følge af offentlige klimakroner.

- Men vi ser også, at flere og flere private er interesserede i at investere i energieffektivitet og vedvarende energi, fordi det bliver en bedre forretning, siger Martin Lidegaard.

Omvendt er industrilande som Japan og Canada på COP19 nu på vild flugt fra tidligere løfter.

- Og vi ser et land som Australien, der efter et regeringsskifte ikke ser sig i stand til at love noget som helst. Så det er virkelig det muliges kunst, siger Lidegaard.

På COP19's andet hovedspor, reduktion af drivhusgasser, går det desværre meget sløjt, konstaterer han. Det skyldes især, at vækstøkonomier som Kina trods en aftale i 2011 nu forsøger at unddrage sig CO2-nedskæringer.

- Desværre er der en gruppe lande, der prøver at padle tilbage fra Durban-aftalen om, at alle lande skal være med i en ny aftale, og som holder fast i den kunstige opdeling, som siger, at kun "gamle" ilande skal levere CO2-reduktioner, siger Lidegaard.

/ritzau/