Lidegaard: Uhyggelig situation i Australien

Skrevet af admin

15/12/2014

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger mandag morgen, at han følger sagen om gidseltagningen i Sydney, Australien, tæt.

- Det er en uhyggelig situation, som selvfølgelig også optager os meget. Vi krydser fingre for, at vores australske kolleger kan få løst det her uden tab af menneskeliv, og uden at nogen bliver såret, siger Lidegaard ved ankomsten til et EU udenrigsministermøde i Bruxelles.

Ministeren ønsker ikke umiddelbart at forholde sig til forlydender om, at gidseltageren kan have forbindelse til organisationen Islamisk Stat, der er på dagsordenen ved mødet i Bruxelles.

- Jeg ved ikke, hvad det er for nogle personer, der står bag, og hvorfor de gør det her. Om det er nogen, der har forbindelse til Islamisk Stat, om de lader som om, de har forbindelse til Islamisk Stat, eller noget helt tredje. Så det er nok for tidligt at sige noget om det, siger Lidegaard.

Lokale medier i Sydney rapporterer, at den bevæbnede gidseltager, der menes at holde 30 mennesker som gidsler på en café, har stillet to krav.

Han kræver dels at få et flag for den militante gruppe Islamisk Stat, som i øjeblikket fører krig i Irak og Syrien, dels at få den australske premierminister, Tony Abbott, i tale.

Politiet har ikke ønsket at bekræfte gidseltagerens krav.

Fem gidsler er indtil videre flygtet fra caféen, der ligger i den centrale del af Sydneys finansdistrikt, og dele af området er fortsat afspærret.

/ritzau/