Lidegaard: Ukraine-sanktioner vil forværre situationen

Skrevet af admin

10/02/2014

Mest læste i dag

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lægger sig med en klar afvisning af, at EU skal indføre sanktioner mod Ukraine, på linje med flere af sine EU-kolleger.

På vej ind til sit første EU-udenrigsministermøde mandag i Bruxelles er Lidegaard ikke i tvivl om, at det ikke vil gavne noget i Ukraine eller for EU's forhold til landet, hvis EU decideret begynder at straffe regimet.

- Vi skal forsøge at gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre situationen. Og så skal vi gøre alt, hvad vi kan, for ikke at forværre den. I øjeblikket er der ikke grund til på nogen måde at tilspidse situationen mere.

- Så vi skal på den ene side undgå at indføre sanktioner, der gør, at vi ikke kan oprette den vigtige dialog, der skal til. Og på den anden side heller ikke skal lave nye økonomiske hjælpepakker for at overbyde Rusland, siger udenrigsministeren.

USA har allerede annulleret indrejsetilladelsen til flere ukrainske topembedsmænd, og ifølge kilder i den amerikanske kongres gik Obama-administrationen i forrige uge i gang med at forberede sanktioner.

I EU-kredsen har blandt andre den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, talt for at tale åbent om, at man kan true med sanktioner.

Men diplomatiske kilder i Bruxelles har i den forløbne uge også sagt, at der ikke synes at være opbakning til faktisk at bruge sanktionsvåbnet på nuværende tidspunkt.

Og den danske udenrigsminister er altså ikke i tvivl om, at de seneste ugers uroligheder, det dårlige forhold mellem regering og opposition og situationen i forhold til Rusland kun kan forværres, hvis EU straffer regimet.

- EU er jo i den situation, at det er vores nabo, vi snakker om her. Vi har den opfattelse, at det ikke er enten eller for Ukraine. I fremtiden vil de have - og skal have - et forhold både til Rusland og til EU. Hvis vi forsøger at gøre det til et enten eller, så får vi et problem, siger Lidegaard.

/ritzau/