Lidegaard: Vi skal gøre det vi er bedst til

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

Udsendelse af danske soldater skal i højere grad kombineres med en civil og humanitær indsats. Og diplomatiet skal have fokus på at udbrede danske succeser til nye fremadstormende vækstøkonomier.

Sådan lyder to af de pejlemærker, som den nye udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), stikker ud i et interview med Ritzau.

- Den klassiske geopolitiske udenrigspolitik kommer vi i meget høj grad til at føre gennem EU. Men det betyder ikke, at vi ikke skal have en udenrigspolitisk stemme herhjemme.

- Det er min holdning og tro, at det bedste, vi kan gøre med de begrænsede midler, vi har, er at tage udgangspunkt i de områder og styrker, hvor Danmark har en unik position i dag og er respekteret for at gøre noget særligt, siger Lidegaard.

Danmarks udenrigspolitiske stemme skal i høj grad bruges til at rette dansk udenrigspolitik ind mod "den rasende udvikling på globalt plan" - ikke mindst omkring vækstøkonomierne.

Ministeren fremhæver, at der over de næste 20 år bliver tre milliarder flere mennesker i middelklassen på globalt plan, samtidig med at verdensøkonomien fordobles.

Han ser på den baggrund store muligheder i, at Danmark tilbyder politisk bistand til vækstøkonomier på områder som grøn energi, velfærd, sundhed eller fødevarer

- På den måde får vi skabt en direkte indflydelse på politikken og sat udenrigspolitisk magt ind på en meget fredelig måde.

- Samtidig får vi skabt nogle markeder. Hvis vi forærer dem vores politikker og erfaringer, kan de til gengæld få lov til at købe vores teknologier og produkter bagefter.

Også når det gælder Danmarks deltagelse i internationale operationer, skal de militære ressourcer målrettes det, Danmark er bedst til, varsler udenrigsministeren.

- Danmark har vundet stor respekt og hæder for vores bidrag til at håndtere internationale kriser. Det har jeg ikke tænkt mig at skyde ned.

- Men hvis man lægger mærke til, hvad det især er, vi er respekteret for, så er det, når vi og vores meget dygtige soldater kan sættes ind i koordination med en civil og humanitær indsats.

/ritzau/