Lidegaard: Vi skal sammen bekæmpe terror

Selv om der altid er en risiko ved at bekæmpe terror, så mindskes risikoen, når lande står sammen mod terror.

Det siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R) om, at australsk politi har anholdt en 22-årig mand i en stor antiterroraktion. Han sigtes for at planlægge et terrorangreb, der skulle "chokere, forfærde og skræmme" australierne. Over 800 betjente deltog i, hvad der kaldes landets hidtil største antiterroraktion.

- Der er en risiko forbundet med at bekæmpe terror. Men alternativet er jo værre: Nemlig at terroren bare skulle have lov at gå fri. Jo flere vi er i koalitionen, jo mindre er risikoen. Derfor arbejder vi målrettet for, at vi hele tiden bliver flere lande, siger Martin Lidegaard.

I Australien anholdt politiet den 22-årige Omarjan Azari som en af 15 personer. De ville i Sydney ifølge australske medier kidnappe en tilfældig person, som skulle halshugges af den islamistiske oprørsgruppe Islamisk Stat. Offeret skulle svøbes i IS' flag på en videooptagelse af henrettelsen.

- Det er forfærdeligt. Det er afskyeligt. Men det fortæller, at vi står overfor en trussel, som vi bliver nødt til at stå sammen om at bekæmpe - muslimske stater, vestlige stater, hele verdenssamfundet, siger Martin Lidegaard.

Han orienterer torsdag Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om forhandlinger i den USA-ledede koalition mod Islamisk Stat.

Danmark har endvidere sendt et C 130 Hercules militært transportfly til at levere våben og udstyr til de kurdiske pesh merga frihedskæmpere i det nordlige Irak til bekæmpelse af Islamisk Stat.

- Jeg har ikke afgørende nyt i forhold til det danske bidrag. Det skal være en pakke med mange indsatser, herunder også militære. I koalitionen forhandler vi stadig om den præcise arbejdsdeling, siger Martin Lidegaard.

Venstre og de Konservative har foreslået, at Danmark også sender F-16-fly til aktionen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV