Lidt flere boligejere valgte F1-lån i andet kvartal

Selvom de helt korte flekslån har fået skældud af økonomer og politikere for at gøre livet usikkert for dansk økonomi, steg andelen af danske boligejere med F1-lån et nøk fra første kvartal til andet kvartal i år. Det viser Realkreditrådets udlånsstatistik for andet kvartal 2014.

Andelen af de etårige rentetilpasningslån steg fra 25,9 procent i første kvartal til 26,1 procent i andet kvartal. Det sker efter tre kvartaler med små fald i andelen af de såkaldte F1'ere, siger vicedirektør i Realkreditrådet, Jan Knøsgaard.

- Vi kan ikke forklare stigningen fra første til andet kvartal. Der kan være bevægelser inden for kvartalerne, som er svære at forklare. Vi foretrækker at se på tendensen på den lange bane, hvor pilen peger i en anden retning, siger han.

Over det seneste år er interessen for de helt korte F1-lån aftaget med et fald i andelen på 0,7 procentpoint, mens andelen af de 30-årige fastforrentede lån er steget med 0,2 procentpoint.

I samme periode er andelen af rentetilpasningslån med mellem to og fem års løbetid steget 0,6 procentpoint.

Dermed udgør F1-lånene nu altså 26,1 procent af det samlede udlån til boligejerne, F2-F5-lånene udgør 27 procent, mens de fastforrentede lån udgør 32,2 procent. Det betyder altså, at samlet mere end halvdelen af boliglånene fortsat har fleksibel rente.

Realkreditselskaberne har længe haft fokus på at nedbringe andelen af de mest risikable flekslån, og på den baggrund er det måske ikke imponerende, at F1'erne fortsat udgør mere end hvert fjerde boliglån, erkender Jan Knøsgaard.

- Prisen betyder noget. Det er klart, at når man ser, hvad det koster isoleret set at tage et boliglån, så er F1'eren selvfølgelig stadig meget billig.

- Det er måske knap så fordelagtigt længere, efter mange realkreditinstitutter har sat bidragssatserne op, men renten har jo været historisk lav på de korte lån, siger han.

Jan Knøsgaard mener dog, at flere vil binde renten i længere tid eller vælge et fastforrentet lån i de kommende kvartaler. I det seneste kvartal havde 59 procent af de nye lån fast rente.

/ritzau/

Dagens Gossip