Lidt flere danskere i arbejde - krisen ikke afblæst

Der kommer lidt flere danskere i arbejde. Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse steg fra fjerde kvartal 2012 til første kvartal 2013 med 2.000 fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til en stigning på 0,1 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse udgjorde dermed 2.143.000 fuldtidsbeskæftigede. Fremgangen i beskæftigelsen er lige fordelt mellem den offentlige og private sektor.

Tallene er godt nyt for den danske økonomi, fremhæver både Danske Bank og Nykredit. Der er ifølge økonomerne ikke tale om en afgørende vending på arbejdsmarkedet, men krisen er ved at lette en smule.

Og netop udviklingen på arbejdsmarkedet er et af nøglepunkterne for den danske økonomi. Når beskæftigelsen ikke falder, betyder det, at danskerne tør bruge en større del af deres indkomst på forbrug. Det vil sætte lidt mere gang i den danske økonomi.

Cheføkonom Steen Bocian understreger, at trods dagens tal er arbejdsmarkedet stadig meget skrøbeligt. Der er stilstand snarere end krise.

»Det stabile arbejdsmarked trods den lave vækst er dog udtryk for en bekymrende lav produktivitetsvækst, hvilket stiller krav til meget lav lønvækst,« siger Steen Bocian, der ikke vil bliver overrasket, hvis beskæftigelsen falder en smule i andet kvartal.

Seniorøkonom i Nykredit Tore Stramer siger, at dagens tal stiller spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at kaste nye hjælpepakker ned over arbejdsmarkedet, som regeringen er i gang med.

Hos BRFkredit kalder cheføkonom Ulrikke Ekelund ligeledes dagens tal for en positiv overraskelse. Men i lighed med de øvrige økonomer mener hun også, at der skal spises brød til.

Godt nok stiger beskæftigelsen, men fremgangen står ikke mål med det fald, vi har set i ledigheden, mener Ulrikke Ekelund. Det betyder, at flere danskere forlader arbejdsmarkedet som følge af dårlige tider.

»Der er fortsat brug for et langt sejt træk, før vi for alvor kan regne med, at økonomien vender, og at vi bevæger os helt fri af krisen,« siger Ulrikke Ekelund.

»Vi har en forventning om, at vi skal helt hen i 2014, før vi igen vil se en vækst, der er stærk nok til for alvor at kaste jobs af sig,« siger Ulrikke Ekelund.

Dagens Gossip