Liege-vinder er en mand for fremtiden

Inden søndagens Liège-Bastogne-Liège blev skudt igang i centrum i Liège, tog Johnny Weltz sin rytter, Dan Martin, til side.

- Jeg har en god følelse omkring dig, sagde han.

Knap syv timer senere viste den tillidserklæring sig at bære frugt. Dan Martin gav pokker i, at han sad sammen med favoritterne Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Michele Scarponi og Carlos Betancour. Martin udnyttede sin holdkammerat Ryder Hesjedals forrygende forarbejde og angreb favoritterne.

Kort efter kørte han over stregen som vinder af forårssæsonens sidste klassiker. Sådan skriver man sig ind i cykelsportens lange historie.

Og det er ikke det sidste, vi får at se til Dan Martin, som udover Liège-Bastogne-Liège har kørt et flot forår. Snart er han udfordrer til at vinde klassementstrøjer i de store Grand Tours.

- Hvert år har han lagt ekstra til og er blevet mere moden. Han er kun blevet bedre, og så har han arbejdet på sin enkeltstart, som har været lidt et handicap for ham. Han er helt sikkert på top fem over puncheurs i verden, så der er ingen tvivl om, at han er en klassementsrytter for fremtiden,« sagde Johnny Weltz med en sejrsøl i hånden på parkeringspladsen i målområdet i Ans tæt på Liège.

Med til Martins flotte sejr hører en flot holdindsats fra Team Garmin-Sharp, som overstrålede stærke hold som Astana, BMC og Team Saxo-Tinkoff. Sidste års vinder af Giro d’Italia, Ryder Hesjedal, satte et hidsigt angreb ind på Côte de Colonster 17 kilomter før mål, og da han blev hentet af favoritterne på den sidste stigning, sad der pludselig to Garmin-ryttere, hvilket Dan Martin udnyttede til sin og holdets fordel.

Johnny Weltz var lidt stolt af den taktiske succes. Og nå ja, det det var da også ham, der havde trukket i strengene fra bilen bagved. I løbets finale beordrede han Martin til at angribe, da Hesjedal havde gjort forarbejdet.

- Ryder Hesjedal har kæmpe ære af det her resultat. Han straffede alle favoritterne, imens Dan Martin kunne sidde på hjul, og det gør, at han har så meget overskud og overblik i finalen, fortalte en tydeligt stolt Weltz.

Team Garmin-Sharp har den amerikanske sportsdirektør Jonathan Vaughters i spidsen for holdet. Han er en højlydt stemme i dopingdebatten, og han og holdet slår sig op, som det hold, der har den strengeste dopingpolitik. Vaughters har selv dopet sig i sin aktive karriere, og siden USADAs dopingrapport sidste år, har han udråbt sig som en af dopingens forkæmpere. Han har hyret flere ryttere, som tidligere har dopet sig, blandt andre de to tidligere Riis-ryttere Christian VandeVelde og David Zabriskie.

Det er blevet et politisk korrekt cykelhold, som siger alle de rigtige ting i forhold til doping. Dan Martin blev efter sejren spurgt til holdets politik i forhold til sejren.

- Det er ligesom Ryder Hesjedals sejr i Giro d’Italia og David Millars etapesejr i Tour de France sidste år. Det beviser, at det er muligt at vinde rent.

- Vores hold har virkelig en hård linje overfor doping, og det er en af grundene til, at jeg kom til holdet, for det passer med mit egen syn på sporten, bedyrede den irske sejrherrer, Dan Martin.

Team Saxo-Tinkoff, som i sidste uge vandt Amstel Gold Race, fik ikke bonus for anstrengelserne i Liège. Det danske hold forsøgte tidligt i løbe at gøre det hårdt takket være en hård føring af Chris Anker Sørensen. Men i finalen angreb Alberto Contador for tidligt og kunne ikke holde hjem. Nicki Sørensen blev bedste Saxo-rytter med en 16. plads. Han var ikke tilfreds med holdets indsats. Contador satede forkert, mente han.

- Vi er ikke helt tilfredse med vores bedste mand. Vores stærkeste mand i dag var Alberto Contador, men efter min mening spiller han kortene forkert ud. Han kørte på den nye stigning Côte de Colonster, men han skulle have ventet til Côte de Saint-Nicolas. Hvis han havde gjort det, så tror jeg, vi havde haft Contador i top ti.

Liège-Bastogne-Liège afslutter forårets store klassikere. De næste løb på kalenderen er etapeløb, som peger mod årets første Grand Tour, Giro d’Italia. I morgen gælder det Romandiet Rundt. Her håber Chris Anker Sørensen at kunne gøre sig gældende.

- Jeg synes godt, vi kan tillade os at være tilfredse. Vi vinder en af de tre Ardenner-klassikere - det er der ikke ret mange hold, der kan prale af. Jeg har også fået mere selvtillid oven på denne uge, for jeg har været rigtig godt kørende. Jeg håber, jeg kan komme mig rigtig godt til på tirsdag (i morgen, red.) til Romandiet Rundt.

Dagens Gossip