Lig i vandet ved Læsø havde blybælte om maven

I løbet af eftermiddagen er Nordjyllands Politi formentlig klogere i sagen om det lig, der torsdag aften blev trukket op af vandet af en fisker øst for Læsø.

Et ligsyn fredag kunne ikke identificere liget, som er vurderet til at være en mand mellem 50 og 60 år.

- Vi afventer resultatet af obduktionen. Det skal vise, om der er sket en forbrydelse, og så har vi forhåbentlig også en identitet på plads. Indtil da holder vi igen med at melde noget ud, siger leder af lokalpolitiet i Frederikshavn, Lars Jensen, til Dagens.dk.

Følg dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

Ifølge Dagens.dk's oplysninger havde liget et blybælte spændt om maven. Den detalje bekræfter Lars Jensen.

Han bekræfter også, at blybæltet kan have været tungt nok til at trække manden til bunds.

Lars Jensen ønsker ikke at oplyse, om der også er fundet et afskedsbrev.

Formentlig ikke en dansker
Umiddelbart er der ingen savnede personer i Danmark, der svarer til beskrivelsen. Derfor rettede politiet fredag henvendelse til nabolandene for at høre til forsvundne personer.

Og der er enkelte emner, oplyser Lars Jensen til Dagens.dk.

- Der er konkrete forsvundne personer inde i billedet. Ingen af dem er danskere. Der er særligt en, vi har en formodning om, det kan være. Vedkommende er ikke fra norden, men er europæer. Nærmere kan jeg ikke komme det lige nu, forklarer han.

Politiet forventer at kunne fortælle mere omkring klokken 14.00.

Dagens Gossip