Lig ligger spredt i gaderne: Mindst 100 meldes dræbt i supertyfon

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Mindst 100 mennesker menes at være omkommet i den filippinske by Tacloban som følge af tyfonen Haiyan, rapporterer de internationale nyhedsbureauer.

Der er meldinger om, at ligene ligger spredt i byens gader, oplyser John Andrews, som er vicedirektør for den civile luftfartsmyndighed i Filippinerne.

Han fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at lederen af lufthavnen i Tacloban over radioen har fortalt til hovedkvarteret i hovedstaden Manila, at der er "flere end 100 døde" og "flere end 100 kvæstede".

Derudover skal kommunikationslinjerne være afbrudt til Tacloban, der er hjem for cirka 220.000 indbyggere. Den hårdt ramte by er hovedstad i Leyte-provinsen, hvor huse er blæst i stykker, og elektriciteten er væk mange steder.

Supertyfonen Haiyan siges at være en af de værste, der nogensinde er buldret ind over land, og den er kommet med vinde på 315 kilometer i timen og vindstød på 379 kilometer i timen ifølge den amerikanske flådes vejrstation.

Vindmålerne på sjællandske Røsnæs, som satte dansk rekord i slutningen af oktober, målte til sammenligning en middelvind på lidt mere end 142 kilometer i timen.

Tyfonen Haiyan ramte den filippinske kyst natten til fredag dansk tid, og et meget stort antal mennesker er nu på flugt. Antallet skønnes at være et sted mellem 800.000 og mere end én million.

Landets præsident, Benigno Aquino, har appelleret til indbyggere på tyfonens vej om at forlade udsatte områder såsom flodbredder, kystlandsbyer og bjergslugter.

Haiyan bevæger sig nu ud over Det Sydkinesiske Hav, hvor den kan blive en trussel mod Vietnam og Kina.

Da tyfonen Bopha sidste år ramte Filippinerne, kostede den 2000 mennesker livet og forårsagede store materielle ødelæggelser.

Bopha var klodens stærkeste storm i 2012, og Filippinerne bliver hvert år udsat for cirka 20 større storme, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/