Ligatrænere giver fuld opbakning til Pytlick

Skårene mellem ligatrænerne på den ene side og kvindelandstræner Jan Pytlick på den anden skulle meget gerne være klinket efter mandagens møde i Vejle.

Det er i hvert fald Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbeks opfattelse efter godt to timers diskussion.

- Vi har haft et nyttigt, nødvendigt og konstruktivt møde. Tingene er blevet sagt kontant og direkte, men på en ordentlig måde.

- Det er endt ud med, at vi er blevet enige om at gøre samarbejdet endnu bedre, blandt andet ved at styrke kommunikationen og opfølgningen, siger Wilbek og slår fast, at Pytlick og assistent Ulrik Kirkely fortsætter i jobbet.

- Der var fuld opbakning til, at landsholdsledelsen fortsætter sit arbejde, siger sportschefen.

Mødet kom i stand efter sidste uges ballade om Pytlicks samarbejde med trænerne, men Ulrik Wilbek mener trods de mange skriverier, at mødet har ført noget positivt med sig.

- Nogle gange skal vi jo også have sagt tingene til hinanden, og det er blevet gjort. Det er jo også nødvendigt, at vi holder møder en gang imellem.

- Det, der ikke har været nødvendigt, er mudderkastningen i medierne. Men det er overstået, og nu ser vi fremad, siger Wilbek.

Dagens Gossip