LIGE NU: Helikopter med mindst 15 personer ombord styrtet ned i Norge

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

Øjenvidner beretter til norsk TV2 og den norske avis VG, at en helikopter er styrtet ved Turøy udenfor Bergen.

Ifølge selskabet bag helikopterflyvningen var der 15 til 17 personer om bord på helikopteren, skriver den norske avis VG.

Først på eftermiddagen fredag er oplysningerne stadig sparsomme og også modstridende.

Helikopteren bruges ifølge norsk TV2s kilder normalt til at fragte medarbejdere til og fra boreplatforme i Nordsøen.

Ifølge den svenske avis Aftenbladet var helikopteren på vej til Bragefeltet i Nordsøen.

Politiet oplyser til norsk TV2, at de ind til videre ikke har kunnet finde tegn på overlevende, efter at helikopteren er styrtet ved Turøy uden for Bergen.

Et øjenvidne siger til norsk NRK, at flere personer ser ud til at være bjærget på land efter styrtet.

Politiet i Hordaland skriver på Twitter, at redningstjenester er på vej til Turøy, hvor politiet har modtaget meldinger om helikopterstyrtet.

Ifølge øjenvidner, som den norske avis VG har talt med, var der før styrtet en "voldsom eksplosion".

- De meldinger, vi har fået, tyder på, at helikopteren stort set er gået i opløsning, siger redningsleder Bjørn Jarle Åmlid til det norske nyhedsbureau NTB.

Øjenvidner fortæller til norsk TV2, at der ligger personer i vandet.

/ritzau/