Liget af nedskudt russisk pilot overdrages til Rusland

Skrevet af admin

29/11/2015

Mest læste i dag

Liget af den russiske Sukhoi 24-pilot, der blev dræbt, da Tyrkiet tidligere på ugen skød et russisk kampfly ned, blev sent lørdag bragt til Tyrkiet. På Moskvas opfordring vil han herfra blive overdraget til Rusland, oplyser den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, søndag.

- Pilotens jordiske rester er blevet behandlet i overensstemmelse med ortodokse traditioner, sagde Davutoglu på et pressemøde i hovedstaden Ankara, inden han rejste til Bruxelles for at mødes med EU's ledere om migration.

Den tyrkiske premierminister sagde ikke noget om, hvordan liget af oberstløjtnant Oleg Pesjkov var blevet leveret i Hatay i den sydlige del af Tyrkiet, men sagde, at Ruslands militærattaché tog dertil søndag som en del af overdragelsesproceduren.

Forholdet mellem Tyrkiet og Rusland er havnet langt under frysepunktet siden Tyrkiets nedskydning af det russiske fly tirsdag. Rusland har indført økonomiske sanktioner og dropper visumfrihed mellem de to lande.

Tyrkiet derimod har forsøgt at dæmpe spændingerne, og præsident Recep Tayyip Erdogan har sagt, at han ønsker at møde Ruslands præsident, Vladimir Putin, ansigt til ansigt på sidelinjen af klimatopmødet, COP21, i Paris for at genoprette forbindelserne.

Davutoglu sagde, at med de forskellige koalitioner, som opererer i Syrien med forskellige dagsordener, vil lignende situationer som nedskydningen af det russiske jagerbombefly kunne forekomme, hvis ikke der bliver delt oplysninger og koordineret bedre.

Både USA med allierede, heriblandt Tyrkiet, og Rusland udfører luftangreb mod jihadistgruppen Islamisk Stat og andre jihadistgrupper i Syrien og Irak.

Rusland og Tyrkiet har beskyldt hinanden for at hjælpe Islamisk Stat, men begge siger, at de bekæmper de militante, som har erobret store landområder i Syrien og Irak.

Rusland, der støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad, er blevet beskyldt af Vesten for at bruge sine bombeangreb til at hjælpe landets leder i stedet for at ramme Islamisk Stat.

Tyrkiet derimod ønsker Assad fjernet fra posten og har støttet de oprørere, der bekæmper ham.

/ritzau/Reuters