Lille blond pige er fjernet fra en romalejr i Irland

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

Historien fra Grækenland om en lille blond pige, der tilsyneladende er blevet bortført til en romalejr, har gentaget sig. Denne gang i Irland.

Sky News skriver, at en pige på cirka syv år er blevet hentet hos en gruppe romaer og flyttet til pleje andetsteds.

Efter et tip mandag har irsk politi angiveligt foretaget en hurtig aktion i lejren.

Mistanken om, at den lille pige boede hos romaerne, opstod, da en person havde observeret hende sammen med en familie fra lejren, der ligger i Dublin-området.

Mandag blev et ægtepar fra en romalejr i Grækenland sigtet for at have bortført en lille blond pige med grønne øjne, kendt som Maria.

En børnehjælpsorganisation i landet har fået flere tusinde tip i sagen, men myndighederne har endnu ikke opklaret, hvor pigen kommer fra.

En dna-test har bekræftet, at Maria ikke er i familie med den 39-årige mand og den 40-årige kvinde, som begge blev beordret varetægtsfængslet mandag.

Manden og kvinden har nægtet, at de har bortført pigen.

De sigtedes advokater har fortalt, at parret fik Maria fra en tredje person, da Marias biologiske mor ikke var i stand til at tage sig af hende.

Parret, som tog sig af den lille pige i romalejren i Dublin, er angiveligt til afhøring hos politiet i Dublin, skriver Sky News.

/ritzau/