Lille fald i ledighed i EU - inflationen står bomstille

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Ledigheden i eurozonen fortsætter sit stille fald og er nu på det laveste niveau siden januar 2012 og dermed i næsten fire år, viser en ny opgørelse fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

I september var den sæsonjusterede ledighed i de 19 eurolande på 10,8 procent mod 10,9 procent måneden før og 11,5 procent for et år siden.

Den gennemsnitlige ledighed i alle 28 EU-lande var 9,3 procent i september mod 9,4 procent måneden før og 10,1 procent i september sidste år.

Arbejdsløsheden i EU er nu overordnet på det laveste niveau siden september 2009 og dermed i seks år.

Ifølge Eurostat betyder de nye tal, at 22,6 millioner EU-borgere - heraf 17,3 millioner i eurozonen - lige nu er ramt af ledighed, og det er 147.000 færre end for en måned siden.

Den laveste arbejdsløshed findes i øjeblikket i Tyskland, hvor 4,5 procent står uden job, mens Grækenland, hvor hver fjerde er ramt af arbejdsløshed, ligger i den tunge ende af statistikken.

Inden for det seneste år er arbejdsløsheden faldet i 23 af de 28 EU-lande, den er steget i fire medlemslande og ligger uændret i Østrig.

Det største fald i arbejdsløsheden inden for det seneste år er i Spanien, hvor der nu er en ledighed på 21,6 procent mod 24 procent for et år siden.

Til gengæld har den største stigning i arbejdsløsheden ramt Finland, hvor 9,5 procent i dag er ledige mod 8,9 procent for et år siden.

Samtidig viser et estimat fra Eurostat, at inflationen i eurozonen har ligget bomstille på 0,0 procent i oktober.

Det er en stigning i forhold til sidste måned, hvor priserne i eurozonen faldt med 0,1 procent.

Inflationen er især blevet trukket ned af et ventet fald på 8,7 procent i energipriserne i oktober, mens priserne på mad, alkohol og tobak ventes at være steget med 1,5 procent.

Målet for Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stabil og lav inflation tæt på to procent.

/ritzau/