Lille fly forulykker i amerikansk skisportsby

Skrevet af admin

05/01/2014

Dagens topnyheder

Et mindre fly er forulykket i en lufthavn i Aspen i den amerikanske stat Colorado, skriver flere amerikanske medier.

Ifølge The Aspen Times er mindst en person dræbt ved ulykken.

Flyet styrtede ned og gik i brand omkring klokken 12 lokal tid søndag, da piloten var i gang med at lande det.

- Jeg så bare sort røg stige op, siger et vidne, Jay Sills, til 9news.com.

- Jeg kom rundt om et hjørne, og så lå flyet på hovedet, rokkende frem og tilbage ved siden af landingsbanen.

Det ser ud til, at kabinen er nogenlunde intakt.

Brandvæsnet er i øjeblikket i gang med at slukke flammerne, og sort røg stiger op i det sneklædte landskab.

Det forulykkede fly er ifølge den amerikanske luftfartsmyndighed FAA en Bombardier Challenger 600, som kan have omkring 20 passagerer.

Lufthavnen i Aspen er midlertidigt lukket efter ulykken.

Aspen ligger et par hundrede kilometer vest for Denver.

/ritzau/