Lille pige var tavs i årevis: Forældrene måbede, da hun pludselig sagde disse ord

Coco Bradford fra Cornwall i England havde været helt lydløs i tre år. Den autistiske pige forbavsede derfor alle, da hun - helt ud af det blå - begyndte at tale. Det skriver Daily Mail.

- Jeg vil gerne bede om mere toast, sagde hun.

Den lille piges 48-årige mor Rachel Bradford fortæller, at hun ikke troede sine egne ører.

- Det var et magisk øjeblik. Det er det første, hun har sagt i tre år. Hendes præcise ord var 'jeg vil gerne bede om mere toast', og hun blev bare ved med at sige det. Vi tænkte bare 'åh gud', siger hun til Daily Mail.

Rachel Bradford fortæller, at hendes datter selv så overrasket og glad ud, og hun hoppede op og ned, mens hun gentog sætningen.

- Jeg er ikke overrasket over, at hendes første ord handler om toast. Hun elsker det og har altid spist det, tilføjer hun.

Som mange børn med autisme, havde Coco Bradford et meget sparsomt ordforråd, da hun stoppede med at tale som toårig, og siden har hun haft svært ved at kommunikere med folk.

Hun reagerede end ikke, når hendes forældre sagde hendes navn, og hun kunne ikke holde øjenkontakt.

Daily Mail skriver, at de typiske tegn på autisme ifølge britiske National Autistic Society er en manglende social forståelse, en stor interesse for ting frem for mennesker, sproglige vanskeligheder samt et stort behov for rutiner.

Coco Bradford fik sit sprog igen, efter at hun begyndte i tale-terapi i september sidste år, hvor også hendes forældre er blevet undervist i forskellige teknikker, der kan hjælpe den lille pige.

- Man kunne se, at hun var virkelig frustreret. Vi prøvede at hjælpe hende, men de sidste to år var bare frygtelige. Det var tydeligt, at hun var sur på sig selv, fortæller Rachel Bradford, som i alt har fem børn mellem fem og 28 år med sin mand Luke.

Familien har samlet ind til den specielle tale-terapi via en indsamling på nettet, og Cocos forældre har nu oplyst hendes skole om nyheden, som de modtog med stor glæde.

- Vi har ventet så længe på, at hun skulle sige noget, og at hun bare gjorde det uopfordret på den måde, var virkelig magisk. Det var bare så skønt, og jeg kan ikke forklare, hvor glade vi alle sammen er. 

- Dagen efter kom min mand hjem fra arbejde, og Coco stak hovedet frem og sagde 'hello'. Det har virkelig åbnet for ting, og de sidste to dage er hun begyndt at bruge flere ord. Hun chokerer os hver dag med noget nyt, fortæller den glade mor.

Cocos indsamling kan findes HER.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip