Lille tsunami på vej mod havareret atomkraftværk

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Et jordskælv har ramt ud for Japans østkyst ved Fukushima, hvor det havarerede atomkraftværk af samme navn - og med efternavnet Daiichi - ligger.

Arbejderne på atomkraftværket blev evakueret, efter meldingen om jordskælvet.

Jordskælvet er målt til en styrke på 7,1, og japanske myndigheder udstedte kort efter en såkaldt "gul tsunamivarsel". En gul varsel betyder, at man venter en bølge med en højde på maksimalt en meter.

13 minutter efter skælvet blev en tsunamibølge på 30 centimer målt ved Japans nordøstlige kyst. Tidligere lød meldinger om, at en bølge på en meter havde ramt kysten.

Der er ikke umiddelbart meldinger om ødelæggelser på land efter skælvet, der skete 370 kilometer fra kysten og i en dybde på 10 kilometer.

Jordskælvet skete klokken to om natten japansk tid, og rystelserne kunne mærkes i millionbyen Tokyo, der ligger 480 kilometer fra epicentret.

Kysten ud for atomkraftværket blev ramt af en 10 meter høj tsunami i marts 2011, hvilket medførte en katastrofe, som Japan siden har kæmpet med at få styr på eftervirkningerne af. Dengang var jordskælvet på 8,9.

Jordskælvet i 2011 medførte en nedsmeltning på værket.

Der har været en række alvorlige hændelser ved atomkraftværket efter ulykken i 2011.

Blandt andet har oprydningsarbejderne haft store problemer med at holde styr på tanke med radioaktivt vand.

De beholdere, hvor vandet opbevares, har lækket, og de japanske myndigheder har erkendt, at havet ud for værket er forgiftet af det radioaktive vand.

Der er ingen meldinger om, at folk er kommet til skade efter jordskælvet fredag dansk tid.

Der var kort efter skælvet ret forskellige meldinger om, hvor kraftigt det var. Det lød først, at det var 6,8, mens andre meldinger gik på 7,6. Senest har japanske myndigheder meldt, at styrken var 7,1.

/ritzau/