Lillebæltsbroen kan være beskadiget efter kraftig brand

Et spor på den nye Lillebæltsbro vil være lukket i et stykke tid efter et færdselsuheld i nat.

Ved 2-tiden kørte en lastbil op bag i en skiltevogn midt på Lillebæltsbroen. Lastbilen brød i brand, der udviklede sig meget kraftigt, oplyser Fyns Politi.

Der var tre personer i lastbilen. Ingen kom alvorligt til skade, men en person blev kørt til Odense Universitetshospital med smerter i det ene ben.

Det frygtes, at den voldsomme brand har beskadiget Lillebæltsbroens ophæng. Det betyder, at broens muligvis kan være svækket eller være ustabil.

Der er kun et spor farbart i østgående retning for at aflaste broen, indtil eksperter har vurderet om broen eventuelt er beskadiget. Begge spor fra Fyn til Jylland er åbne.

Bilister fra Jylland til Fyn kan alternativt køre af ved motorvejsafkørsel 58 Middelfart og fortsætte via den gamle Lillebæltsbro.

Fyns Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget præcist om, hvornår broen vil være helt åben igen, og trafikken vil være normal.

Der må forventes kødannelse og ventetid. Borgerne henstilles til at finde alternativ ruter, samt lytte til trafikradioen og udvise tålmodighed.

Dagens Gossip