Linda P: Næste gang er det villa og vovse

Komikeren Linda P rykker fra den 20. september ind på Nørrebro Teater i forbindelse med sit nye stykke "Alle elsker kærlighed", hvor hun sammen med en række andre kunstnere tager pulsen på det ubegribelige fænomen.

- Alle elsker jo kærlighed, men den er svær at få til at vare ved med begær og passion. Og skal man have børn eller ikke have børn? Det har vi en kærlighedsguide til i stykket, men vi er ret uenige i, hvordan den skal ende. Det er derfor en slags debatforum med vores egne holdninger, fortæller Linda P.

I stykket bliver den 30-årige komiker kvalt i det traditionelle parforhold og får pres af tosomhed og børn. Udenfor scenekanten har den tidligere "Piger på prøveløsladelse"-stjerne dog ikke helt så svært ved at forstå, hvorfor nogle vælger at leve i et parforhold. Men sådan har det bestemt ikke altid været.

- Jeg har været inde i en længere fase, hvor jeg var fuldstændigt enig med Linda i stykket. Før kunne jeg blive helt tændt af skænderier, druk, ballade og drama. Nu kan jeg godt komme op og køre over en kop kamillete, en deadline, tryghed og tosomhed. Det, synes jeg, er dejligt, fortæller stand up'eren.

Bag sig har Linda P et ni år langt forhold til ekskæresten Rasmus samt et to år langt ægteskab med sangerinden Melissa Nicolajsen. Selvom ingen af forholdene varede ved, er Linda P stadig gode venner med dem begge og har taget store erfaringer med sig fra de tidligere forhold.

- Jeg har lært ikke at tage kærligheden for givet mere. Jeg er skyld i, at begge mine forhold gik i stykker. Næste gang jeg skal være i et forhold, skal jeg derfor være sikker i min sag. Jeg er færdig med at spilde folks tid. I særdeleshed med vilje. For det er fejt, når man godt ved, at "det her, det går ikke", men ikke vil gøre den anden ked af det. Det er ren ondskab, siger komikeren, der afslører, at hun i øjeblikket ser en pige, som hun er blevet glad for.

- Det er en, jeg for en gangs skyld respekterer. Uden at det skal lyde som om, jeg ikke respekterede Rasmus eller Melissa. Men på det tidspunkt var jeg så langt ude at skide, at jeg ikke havde nogen holdning til noget. Det hele var meget sløret, siger Linda P.

I dag er komikeren kommet på rette spor igen og er derfor mere end nogensinde klar til at slå sig ned og blive en del af parcelhusfolket.

- Jeg er 30 år nu og synes, jeg har fundet mig selv. En stor del af mig selv, i hvert fald. Næste gang er jeg klar til at få villa og vovse, siger den rappe Sydhavns-komiker, der har lært, at der i et forhold er andre end hende selv at tage hensyn til.

- Jeg tror, det hænger mere sammen med min stressperiode mere end med min alder. Der lærer man helt banalt, at der er vigtigere ting end at være sig selv nærmest. Tidligere satte jeg mig selv først. Ikke for at være egoistisk, men for ikke at blive skuffet eller skuffe nogle andre. Men man kan ikke have frihed, uden at det er på andres bekostning. Og man kan ikke få noget, hvis man ikke giver noget, siger Linda P.

Forestillingen "Alle elsker kærlighed" kan ses på Nørrebro Teater i København fra den 20. september til den 19. oktober.

Newspaq

Dagens Gossip