Lindberg kæmper for at spille en rolle på OL-holdet

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

I mange år har Hans Lindberg huseret fast på højrefløjen på det danske håndboldlandshold. Ved både EM-, VM- og OL-turneringer.

Men ved OL i Rio er Lindberg kun med som reserve, efter at landstræner Gudmundur Gudmundsson foretrak Lasse Svan Hansen som enlig højrefløj i truppen på 14 mand.

De første træningsdage i Rio er gået godt for Lindberg, som er afklaret med den uvante situation i kulissen.

- Jeg har det fint. Jeg træner med på fuldt tryk med forhåbningen om at spille en rolle. Der er ikke så meget andet at gøre, nu hvor jeg er herovre.

- Jeg har valgt at acceptere, at det er sådan, det er. Og jeg vil kæmpe for det, siger Lindberg.

Veteranen ved, at han nok ikke er med i OL-premieren på søndag, hvor Argentina venter.

- Vi kæmpede alle sammen om det samme. Om at komme med til OL. At det ikke skete for mig var skuffende. Jeg synes, jeg har masser at bidrage med, lyder det fra Lindberg.

Ved onsdagens træning udgik Kasper Søndergaard med en skade. Men det er ikke sikkert, det bliver Lindberg, som får chancen i truppen, hvis Søndergaard ikke bliver klar.

- Reglerne er blevet lavet om. Hvis en spiler bliver skadet, så er det ikke reserven, der skal skiftes ind, siger Lindberg.

- Man kan indtil kvartfinalen tage en spiller udefra. Så vi må se, hvordan det udvikler sig. Jeg er taget med herover for at spille en rolle, fastslår fløjen.

Søndergaard er udtaget som back ved OL, og Gudmundsson kan derfor se sig nødsaget til at vælge en anden back fra bruttotruppen på 28 spillere.

/ritzau/