Lindberg: Man kan ikke vinde med 41 mål imod

Skrevet af admin

26/01/2014

Dagens topnyheder

Den danske højrefløj Hans Lindberg kunne have kickstartet et vanvittigt dansk comeback i EM-finalen mod Frankrig, da han med tre mål på stribe mod slutningen af første halvleg holdt liv i det spinkle håb om en vending.

Men Lindberg og holdkammeraterne fik aldrig sat sig igennem mod Frankrig, der vandt 41-32.

- Vi drømte alle om andet end sølv, men vi var ikke gode nok. Vi fandt aldrig løsningerne i forsvaret, og når man indkasserer så mange mål, vinder man ingen kampe, siger Lindberg.

Han mener, at Danmark skulle have leveret en exceptionel præstation for at slå de veloplagte og knivskarpe franskmænd.

- Med det niveau, som Frankrig spillede på i dag, ville det være svært at finde et hold, der kunne slå dem. De straffede de mindste fejl, og Daniel Narcisse og Nikola Karabatic spillede en fantastisk kamp i dag.

- Det første kvarter fandt vi slet ingen muligheder, og så lukkede deres målmand Omeyer fuldstændigt ned på vores skud, som ikke var gode nok. Så var vi nede med minus otte eller ni, og det fik vi aldrig rigtig rettet op på.

Danskerne jagtede ellers sensationen, men holdet kom altså aldrig rigtigt i nærheden af den.

- Man skal have lidt held og lidt momentum på et tidspunkt, hvis det skal lykkes. Det fik vi bare aldrig.

- Vi var nede med seks mål på et tidspunkt, men det var så det. Det viser også kvaliteten af det franske hold, at de ikke lod os komme tilbage, siger højrefløjen.

/ritzau/