Lindberg og Svan deler med glæde EM-læsset

Skrevet af admin

20/01/2014

Dagens topnyheder

Det bliver messet dagligt, at bredden skal sikre Danmark EM-guldet i håndbold.

Landstræner Ulrik Wilbek beviser med hyppige ind- og udskiftninger, at det ikke er tomme ord. Spillerne skal både holdes til ilden - og holdes friske.

Alle skal i spil. Nogle som garderinger for stjernerne Niklas Landin og Mikkel Hansen, når de trænger til pause.

Men så er der også positioner på banen, hvor landstræneren råder over flere spillere på højeste niveau. Her handler det ikke bare om at spare stjernen ind imellem.

Som på højre fløj, hvor Wilbek råder over to spillere med absolut verdensklasse. Sjovt nok debuterede både Hans Lindberg og Lasse Svan Hansen på landsholdet i 2003, og begge spiller de til dagligt for topklubber i Bundesligaen.

I mange år har HSV Hamburgs Lindberg været førstevalget på nationalmandskabet, og det er han måske stadig, men konkurrencen er benhård fra Svan Hansen, der til daglig huserer på fløjen i Flensburg-Handewitt.

Under EM har de delt spilletiden. To timer og to minutter på banen for Lindbergs vedkommende og blot 16 minutter færre til Svan Hansen. Og mens andre helst vil spille konstant, deler de to fløjkolleger med glæde spilletiden i Boxen i Herning.

- Det er fedt, vi har to fløje, som bare kan brænde den af i 30 minutter hver, så man ikke skal spare på noget. Mod Spanien lavede vi fløje meget arbejde med benene. Der blev løbet meget for at neutralisere deres førstebølge-kontraer. Det gjorde vi godt.

- Det kostede kræfter. Jeg var lidt ramt til sidst i kampen, det indrømmer jeg gerne, men når vi er to, kan du spæne derudaf i samtlige kontraer og returløb uden tanke på, om du en enkelt gang skal spare dig selv i en kontra, siger Lasse Svan Hansen.

Wilbek fortæller ikke på forhånd, om de får en halvleg hver. Men sådan har det stort set været indtil nu.

- Og det er gået fint. Jeg er meget tilfreds med at spille halvdelen af tiden og med min egen indsats, siger Lasse Svan Hansen.

Det er Hans Lindberg også.

- Jeg kan kun se det som en fordel, at vi deler. Som fløj kan man godt spille 60 minutter i hver kamp, men her ved EM spiller vi hver anden dag.

- I klubben er det måske to gange om ugen, men når der er kamp hver anden dag, er det en fordel, at vi deler tiden og på den måde begge fortsat er proppet med kræfter og energi, siger Lindberg.

Kører det ikke for den ene, tager den anden over.

- Den fordel har vi altid haft som dansk hold. Vi har stor bredde og bruger den, det har i mange slutrunder været en fordel, når vi kommer til de sjove kampe.

Vinder Danmark over Ungarn i aften eller over Island på onsdag, er holdet klar til den første af de to sjoveste kampe ved et EM - fredagens semifinale.

Finalen spilles søndag.

/ritzau/