Lindegaard fik fuld tid mod tidligere Superliga-spillere

Manchester United er i disse dage på træningslejr på den anden side af kloden. Lørdag middag dansk tid var de engelske mestre oppe mod et all stars-hold fra den bedste australske liga med flere tidligere Superliga-spillere. En kamp, som United vandt overbevisende med cifrene 5-1.

Her blev det til et glædeligt gensyn med Anders Lindegaard i startopstillingen. Danskeren kæmper for at bevise sit værd under Uniteds nye manager David Moyes, der ventes at ville satse på spanske David de Gea som førstemålmand. Derimod er kampen om reservekeeper-tjansen noget mere lige. Her vurderes Anders Lindegaard og den 23-årige englænder Ben Amos til at være meget lige. Taberen af den duel kan meget vel være fortid i klubben.

Derfor var træningskampen særdeles vigtig for den 29-årige fynbo, der da også leverede flere fine indgreb. Deriblandt en flot redning ved foden af stolpen efter knap en halv time. Men efter pausen måtte Lindegaard desværre hente bolden ud af nettet, da den tidligere Horsens-angriber Besart Berisha sendte en flad afslutning i kassen. En situation, hvor dan lange blonde dansker så en anelse tung ud.

For Manchester United blev den helt store oplevelse unge Jesse Lingaard, der tegnede sig for to af mestrenes scoringer. Det sidste af dem et projektil, der strøg direkte op i målhjørnet. Også Danny Welbeck blev dobbelt målscorer for mestrene, mens indskiftede Robin van Persie slog sejren fast. Wayne Rooney, som kraftigt rygtes væk fra klubben, var slet ikke i truppen.

For australierne deltog blandt andre Michael Beauchamp, der havde et kort ophold i AaB, samt den tidligere Brøndby-angriber David Williams.

Dagens Gossip

Dagens TV