Lindegaard og model betalte vild bryllupsfest

Der blev ikke sparet på noget, da den danske landsholdsmålmand Anders Lindegaard og modellen Missé Beqiri i begyndelsen af juni holdt bryllup i luksuriøse omgivelser på Mauritius.

Det afslører Missé Beqiri, der i disse dage er i København, hvor der bliver afholdt modeuge.

- Det var et fantastisk bryllup. Vi havde inviteret 40-50 mennesker, fortæller Missé Beqiri, der sammen med sin husbond betalte for vennernes og familiens flybilletter og hotelophold.

- Man bliver jo kun gift én gang. Og vi fik en god pris, siger hun beskedent.

I en uge kunne vennerne ligge og dase ved poolen, før den helt store fest fandt sted. Og for Missé Beqiri blev det en uforglemmelig dag. Især øjeblikket, hvor hun skulle gå ned til alteret ved stranden, hvor Anders Lindegaard ventede på hende, står fast i modellens hukommelse.

-  Jeg kunne ikke mærke mine ben eller noget som helst. Jeg kunne bare se hans øjne, jeg kunne ikke engang smile, fordi jeg var så nervøs, siger Missé Beqiri.

Sammen med fodboldspilleren har hun sønnen Julian, der også var med ved festen.

- Han kunne ikke helt forstå det, der skete så mange ting, siger hun om den knap to-årige dreng.

Da brylluppet var overstået, var der endnu mere luksus på menuen for det nygifte par.

- Vi tog videre til Seychellerne og holdt en uges bryllupsrejse bagefter, afslører Missé Beqiri.

Anders Lindegaard er til daglig målmand i den engelske fodboldklub Manchester United.

Newspaq

Dagens Gossip