Lindegaard ser sin tid i United som en succes

Den danske landsholdsmålmand Anders Lindegaard er tilfreds med sine foreløbig to år i Manchester United, selvom det kun er blevet til 24 kampe.

- Det er et spørgsmål, der helt sikkert er til diskussion. Jeg synes bestemt, at det har været en succes. Jeg er hentet som en lille fisk i en meget stor fødekæde, og man skal være stærk for ikke at forsvinde i det økosystem, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Anders Lindegaard blev hentet til den engelske storklub fra Aalesund i Norge. I øjeblikket er danskeren klart andetvalg efter spanske David De Gea.

- Jeg har haft perioder som førstemålmand, hvilket langt overstiger mine forventninger. Men det skal ikke forveksles med, at jeg er tilfreds. Personligt har jeg fortsat ikke opnået mine drømme i United.

- Jeg vil være fast mand på holdet, spille hver gang og levere store kampe på samlebånd. Det er målsætninger, som jeg kun delvist har indfriet, siger Anders Lindegaard.

Danskeren får måske spilletid, når United i aften, mandag, hjemme på Old Trafford møder Reading i FA Cuppens 1/8-finale. Kampstart er klokken 21.

/ritzau/

 

Dagens Gossip