Lionel Messi: City fik aldrig truet os

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

FC Barcelona-stjernen Lionel Messi føler ikke, at Manchester City onsdag aften var i stand til at true det spanske storhold i Champions League.

Spanierne havde for tre uger siden vundet 2-0 i det første opgør i England, hvilket gav Messi og holdkammeraterne et godt udgangspunkt for at nå kvartfinalerne.

Lionel Messi scorede onsdag til 1-0 midtvejs i anden halvleg. City fik udlignet i næstsidste minut, før Dani Alves blev matchvinder for Barcelona med sejrsmålet til slutresultatet 2-1 i overtiden.

- Vi vidste, at vi skulle score et mål for at få ro på, da modstanderne har et potentiale.

- Til trods for deres mål, så mener jeg ikke, at vores avancement var i fare. Vi spillede godt i hele kampen og indfriede vores mål om at komme videre, siger Lionel Messi til uefa.com.

Det spanske storhold har på det seneste gjort det skidt i den hjemlige liga med nederlag til Valladolid og Real Sociedad.

- Efter to meget alvorlige nederlag i ligaen i kampe, hvor vi ikke spillede godt, så kunne man i aften se det Barcelona-hold, som folk forventer at se. Vi slog en meget svær modstander ud, siger Messi.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne den 21. marts.

/ritzau/