Lisbeth Knudsen: Offentlighedslov mørklægger den politiske proces

Det mener ansvarshavende chefredaktør for Berlingske, Lisbeth Knudsen, der sammen med otte andre prominente mediechefer har sendt et åbent brev til Folketinget, hvor de udtrykker deres bekymring for loven.

»Vi har forsøgt at få justitsministeren til at tænke sig om, om det virkelig er den rigtige vej at gå med den nye offentlighedslov,« siger Lisbeth Knudsen.

»Der er gode ting i den nye offentlighedslov, men der er helt klart nogle tidsler, som handler om, at man lukker ned for noget af det, som er en demokratisk indsigt i, hvordan ting bliver forberedt, og hvordan kommunikationen foregår imellem ministerier og styrelser og imellem ministeren og folketingsmedlemmer,« siger hun.

Det er særligt to paragraffer i den nye offentlighedslov, som har medført omfattende debat. De to paragraffer »begrænser gennemsigtigheden i det danske demokrati«, lyder det i det brev, som tirsdag er landet i postkassen hos justitsministeren.

Ifølge Lisbeth Knudsen vil den nye lov forhindre journalister i at udføre deres arbejde.

»De potentielle konsekvenser kan være, at medierne ikke længere kan opfylde rollen som vagthunden over for magthaverne. Det er vores opgave at gå ind og kontrollere, om politikerne og beslutningsstagerne udfører deres job på en ordentlig måde, og her er der altså dele af den politiske proces, som bliver mørklagt. Det er ikke sundt for et demokrati, som priser sig af at have åbenhed og være moderne,« forklarer hun.

Spørgsmål: Men har Morten Bødskov og de andre politikere ikke lov til at kunne diskutere ting, uden at pressen nødvendigvis skal stikke næsen ned i det?

»Et demokratisk politisk system lever af en åben debat og af, at politikerne tør stå frem med deres ideer og også tør stå frem med ideer, som nogle gange ryger ned af brættet og som af forskellige grunde ikke kan lade sig gøre,« siger Lisbeth Knudsen.

Hun hæfter sig ved, at der synes at være en sammenhæng mellem støtterne af loven og beslutningstagerne på Christiansborg.

»Dem, der på den ene eller anden måde kan komme til at sidde i regeringskontorerne, er enige om, at denne her nye lukkethed skal indføres. Det, synes jeg, er lidt sigende for hele den lovændring, der lægges op til.«

Dagens Gossip