Lise Rønne om stop i DR: Jeg havde ikke tid til børnene

Skrevet af Aller Media

16/09/2013

Mest læste i dag

Da den tidligere vært på X Factor Lise Rønne fortalte familie og venner, at hun havde besluttet sig for at sige op i DR blev hun mødt med ord som spændende og modigt.

Men er det ikke også modigt at være nybagt mor og så midt i en usikker krisetid at sige sit gode, faste DR-job op?

For det var det, Lise Rønne gjorde tidligere på året, selv om hun lige nu er mere aktuel end nogensinde på DR1, hvor hun kan ses som vært både i programserien Læsø kalder og i Thomas Blachmans fredagsshow Mentor.

Selv synes Lise Rønne ikke, at det føles modigt, fortæller hun til SØNDAG.

– Jeg kunne godt mærke på alle andre, at de syntes, det var ret modigt. Men det føltes ikke modigt. For jeg kunne ikke se alternativet. Jeg var slet ikke i tvivl: Jeg har ikke sat børn i verden for kun at være sammen med dem to-tre timer om dagen, siger Lise Rønne om beslutningen om at blive freelancer.

Lise Rønne: Jeg kommer ikke til at lave X Factor igen. Hvorfor? Få svaret på søndag.dk

Jeg ønsker at være herre i eget hus

Lise Rønne, der er 34 år, mor til Nelson på tre og Eva på snart ét, og tv-vært i DR gennem de seneste 11 år, synes egentlig heller ikke, at det er et specielt spændende skridt, hun har taget.

– Det var en beslutning, jeg tog ud fra et ønske om i højere grad at blive herre i eget hus. Længere er den ikke. Og forinden havde DR og jeg allerede talt om, at DR fortsat gerne vil bruge mig, og at jeg fortsat gerne vil arbejde for DR. Så på den måde er det ikke så anderledes. Men for mig betyder det, at jeg har fået en større fleksibilitet ind i min hverdag med to småbørn, siger hun.

TV-vært Camilla Ottesen: Jeg har fået en familie for at være sammen med den. På søndag.dk fortæller hun, hvordan hun alligevel får tid til både karriere og familie

Og dét med fleksibilitet havde hun brug for, blev hun mere og mere klar over, mens hun gik hjemme på barselorlov med datteren Eva, forklarer hun.

Afleverede sønnen lidt i otte og hentede ham halv fem

– I de forgangne to år har jeg afleveret min søn lidt i otte om morgenen og har hentet ham igen halv fem om eftermiddagen. Det blev jeg ikke glad af. Han har ikke klaget. Men jeg syntes ikke, det var sjovt, siger Lise Rønne og fortsætter:

– Jeg ved godt, at sådan er virkeligheden for de fleste småbørnsfamilier. Og jeg har det på ingen måde værre end andre. Småbørnsforældre er bare hårdt spændt for. Sådan er det. Og sådan vil det også være for os indimellem. I perioder vil jeg skulle arbejde meget, men jeg er så privilegeret, tror jeg da, at jeg godt kan vælge at sige: Nu tager jeg et projekt i en periode, og så knokler jeg lidt ekstra. Til gengæld kan jeg så også trække stikket en hel måned og bare være mor, siger hun.

Kan du indkapsle, hvordan du havde det, inden du blev helt klar over, at du måtte ændre på den måde, du havde indrettet dit arbejdsliv på?

– Jeg var mindre glad, end jeg gerne ville være. Det var sådan, det var, svarer hun og efter et kort tid fortsætter hun:

– Men jeg sætter også barren ret højt for, hvor glad jeg vil være. Jeg kræver meget af min egen lykke. Kræver meget af mig selv i forhold til at gøre mig umage i livet og i forhold til at have det godt. Og hvis jeg ikke har det godt, må jeg simpelthen handle, siger Lise Rønne.

Redigeret af Trine Fisker, SØNDAG/NewsDesk,  Aller Media