Litauer vinder etape: Flygtede fra sin vens bødler

Fast besluttet på at holdkammeraten Jack Bauers mareridt ikke skulle gentage sig, trådte Ramunas Navardauskas med alt, hvad han kunne kalde frem fra reservetanken, for at holde det jagtende felt bag sig på Tourens 19. etape.

Litaueren fra Garmin-Sharp angreb på etapens eneste kategoriserede stigning og kørte derefter alene til mål.

- Jeg krydsede bare fingre for, at jeg ikke skulle ende som Jack Bauer, som kørte 200 kilometer i udbrud, hvorefter han blev hentet med 25 meter til mål, siger Navardauskas.

- De sidste kilometer havde jeg hele tiden lidt over 20 sekunders forspring, og jeg sad og tænkte, at sprinterholdene kæmpede for at hente mig. Når der er fem ryttere, der kæmper skulder ved skulder, er det vildt at kunne fastholde den tidsforskel.

Garmin-rytteren sendte efter sejren en særlig tanke til holdkammeraten David Millar, som blev siet fra nimandstruppen - ifølge litaueren på grund af lidt sygdom.

Millar var dog dybt skuffet over ikke at komme med, og i spøg satte han sin cykel til salg på Twitter.

- Før Touren var det virkelig dejligt, at David Millar sendte mig en besked, at hvis en anden rytter skulle tage hans plads, så er han glad for, at det var mig. Derfor er jeg glad for, at jeg kunne vinde en etape for ham.

- Jeg er taknemmelig over denne chance. David kunne have været med her, og han kunne have gjort det samme. C'est la vie, siger litaueren.

/ritzau/

Dagens Gossip