To litauere viste falsk id

To litauiske mænd på henholdsvis 24 og 26 år blev i går standset af udlændingekontrolafdelingen i en stikprøvekontrol ved indrejse i Gedser færgehavn.

De to litauere legitimerede sig med falske id-kort. De blev anholdt og sigtet for dokumentfalsk og taget med til afhøring på politistationen i Maribo. Her viste det sig, at de to mænd havde forbud mod at rejse ind i Danmark på grund af en tidligere sag fra Sønderjylland, hvor de var dømt for cykeltyverier.

Ved en undersøgelse af den bil, de to mænd kørte i, fandt betjentene en vinkelsliber og andre ting, som kunne bruges til at stjæle cykler, og de blev derfor også sigtet for forsøg på cykeltyveri.

Begge mænd fremstilles i grundlovsforhør i retten i Nykøbing senere i dag.

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).

Dagens Gossip