Liverpool-boss: Agger er som midtbanespiller

Daniel Agger kan godt regne med, at hans manager i Liverpool, Brendan Rodgers, er godt tilfreds med danskerens præstationer i den røde trøje.

Rodgers har svært ved at stoppe sine mange roser i et interview med avisen Liverpool Echo.

- Daniel Agger er som en midtbanespiller, der spiller i bagkæden.

- Først og fremmest er han en god forsvarer. Han er aggressiv, stærk og han vinder sine hovedstødsdueller og sine tacklinger. Han er som en kriger, siger Brendan Rodgers.

- Han har også evnerne til at tage bolden frem ad banen. Når han har bolden for fødderne, så han er en dejlig tekniker. Han ved, hvornår han skal tage bolden, og hvornår han skal slå afleveringen.

- Jeg har været meget tilfreds med Daniel, og jeg elsker hans karakter. Han er en ægte vinder, fastslår Liverpool-manageren og fortæller, at klubben har gjort en del for at undgå, at den danske landsholdsanfører bliver skadet.

Det har ellers været et tilbagevendende problem for Agger.

- Vi har ændret hans træningsmængde i denne sæson, så han er i stand til at spille flere kampe, fortæller Rodgers.

Liverpool, der indtager 10.-pladsen i Premier League, tager i dag imod Aston Villa i England bedste fodboldrække. Kampen går i gang klokken 16.00

/ritzau/

 

Dagens Gossip