Liverpool: Fortsat uvished om Aggers skade

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Det er fortsat usikkert, hvor lang tid der går, før den danske landsholdsanfører, Daniel Agger, igen kan spille fodbold.

Danskeren - der karrieren igennem har kæmpet med flere skader - måtte humpe fra banen i weekendens FA Cup-opgør mod Oldham, og siden er han både blevet skannet og undersøgt af Liverpools lægestab.

Klubben skriver onsdag på sin hjemmeside, at Daniel Agger har pådraget sig en forstrækning i læggen.

- Agger skal nu gennemgå yderligere undersøgelser af klubbens medicinske stab, så man kan fastslå skadens alvor, oplyser klubben.

Daniel Agger signalerede efter 80 minutter mod Oldham til Liverpools bænk, at han ikke kunne fortsætte kampen. Danskeren forlod banen, men da Brendan Rodgers havde brugt alle sine udskiftninger, måtte Liverpool fuldføre kampen med 10 spillere.

Rodgers udtalte efter 2-0-sejren over Oldham, at Agger havde fået krampe i læggen.

Daniel Agger må ærgre sig ekstra meget over den nuværende skade, da han netop havde genvundet sin plads i Liverpools startopstilling.

/ritzau/