Liverpool henter farlige Benteke i Aston Villa

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

Den engelske storklub Liverpool får kraftig forstærkning til klubbens angreb i de kommende sæsoner.

Liverpool meddeler på sin hjemmeside, at man har skrevet en længerevarende kontrakt med Christian Benteke, som skifter fra Jores Okores Aston Villa.

Den store belgier har scoret imponerende 49 mål i 101 kampe i diverse turneringer for Aston Villa.

Og mål er der brug for i Liverpool, hvor man ikke har formået at erstatte Luis Suarez, der sidste sommer skiftede til Barcelona, samtidig med at landsholdsangriberen Daniel Sturridge har været hårdt ramt af skader.

Angriberen lægger ikke skjul på, at han ser skiftet til Liverpool som et stort skridt op i karrieren.

- Jeg kommer her for at vinde trofæer, og jeg kommer her for at opnå nogle målsætninger med holdet. Jeg tror, Liverpool er den rigtige klub for mig. Jeg havde en god snak med manageren (Brendan Rodgers, red.), og jeg ville være en del af dette projekt.

- Jeg er meget glad for at være en del af Liverpool-familien nu, og jeg vil gøre alt for at gøre dem glad, og jeg vil kæmpe med mine holdkammerater, siger Benteke.

Engelske medier har spekuleret i transferen gennem de seneste uger, og prisen har i flere medier været nævnt til at ligge omkring 32,5 millioner britiske pund, svarende til 347 millioner kroner for den 24-årige belgier.

I den forgangne sæson blev Liverpool nummer seks i Premier League. Siden sæsonafslutningen har Liverpool solgt den offensive stjerne Raheem Sterling til Manchester City.

/ritzau/