Liverpool henter stopper i Schalke 04

Skrevet af admin

15/02/2016

Mest læste i dag

Liverpool har forstærket sig med stopperen Joel Matip, som skifter på en fri transfer fra Schalke 04 efter denne sæson.

Den tyskfødte camerounske landsholdsspiller har spillet 181 kampe og scoret 17 mål i Bundesligaen for Schalke, hvor han har været tilknyttet, siden han var ni år.

- Jeg har altid sagt, at jeg kun ville sige farvel til Schalke for at opleve noget fundamentalt nyt. Det er derfor, jeg aldrig overvejede et skifte i den tyske liga, siger 24-årige Matip til Schalkes hjemmeside.

- Selv om beslutningen bestemt ikke var let at træffe, så er jeg overbevist om, at tiden er inde til at tage det næste skridt, siger han.

Liverpool og manager Jürgen Klopp forsøgte at hente Matip allerede i januars transfervindue, men det lykkedes ikke.

Matip, som også kan spille på den centrale midtbane, vil fra 1. juli få mulighed for at arbejde sammen med Klopp, der fra 2008 og frem til sidste sommer var træner i Borussia Dortmund.

/ritzau/