Liverpool klar til at afvise Real-bud på Suarez

Liverpool-manager, Brendan Rodgers, forventer at modtage et bud fra Real Madrid på Luis Suárez, men understreger, at angriberen ikke vil blive solgt.

Dermed blokerer Liverpool formentligt for en større rokade.

Med kun godt en uge tilbage af sommerens transfervindue svirrer rygtemøllen stadig på sit højeste. Den spanske kongeklub, Real Madrid, tegner sig for sin del af spekulationerne. Bales rekordskifte til den spanske klub synes efterhånden at være en realitet, men måske er der yderligere handler i støbeskeen.

Liverpools træner, Brendan Rodgers, forventer i hvert fald et bud på sit angrebs-es, Luis Suárez. Han afviser dog klart at ville sælge:

- Det er meget svært på dette tidspunkt (at få gennemført et salg af Suárez, red.). Vi forsøger at få en eller to kvalitetsspillere gennem døren. Hvis vi mister Luis på dette tidspunkt, vil det være vanskeligt at erstatte ham, siger Rodgers til The Guardian.

Et salg af Suárez kunne ellers sætte gang i en større rokade på europæisk topplan. Arsenals træner, Arséne Wenger, er desperat på jagt efter forstærkning til angrebet. Her har han udset sig Madrid-spilleren, Karim Benzema. Som det ser ud nu, vil Madrid dog ikke sælge Benzema, før de har en passende forstærkning klar - hvilket altså skulle være netop Suárez.

Meget tyder altså på, at Liverpool ligger inde med nøglen til en større angriber-rokade.

Liverpool forsøgte i weekenden at hente den brasilianske Willian Borges da Silva fra den dagestanske klub Anzhi Makhachkala. Klubben afviste imidlertid Liverpools bud på 30 millioner pund. Rodgers ærgrer sig, men forklarer realiteterne bag spillerhandlerne:

- Vi identificerer målene og forsøger at få handlen klaret finansielt. Det er sådan, det var. Klubben pressede så hårdt, de følte, de kunne finansielt, men det var ikke tilstrækkeligt.

Får Liverpool ikke hentet en erstatning for Suárez tyder meget altså på, at den helt store rokade blandt de europæiske angribere udebliver i denne omgang.

Dagens Gossip

Dagens TV