Liverpool knuser Okore og Aston Villa med 6-0

Skrevet af admin

14/02/2016

Dagens topnyheder

Aston Villa ligner på alle områder en nedrykker fra Premier League. Søndag stod den igen på gavebod i forsvaret og opgivende spil over hele linjen, da Liverpool var på besøg.

Liverpools knusende sejrscifre på 6-0 siger alt om, hvor let Jürgen Klopps mandskab fik de tre point med hjem til Mersey-flodens breder.

Midt i anden halvleg begyndte hjemmeholdets fans at forlade Villa Park i protest og skuffelse over det svage spil.

Flere af Liverpools mål var resultat af passivt og mangelfuldt forsvarsspil fra bundholdet, og som et af de få hold i sæsonen indtil videre formåede Aston Villa heller ikke at sætte Liverpools letpåvirkelige og skrøbelige defensiv under pres.

Jores Okore fik fornøjelsen af en gæstende angrebstrio bestående af Roberto Firmino, Phillipe Coutinho og tilbagevendte Daniel Sturridge.

Sturridge åbnede scoringen efter 16 minutter, da han søgte ind mellem Joleon Lescott og backen Aly Cissokho og helt fri og uforstyrret headede Philippe Coutinhos indlæg i nettet.

2-0 blev det, da James Milners frispark langt ude fra venstresiden ni minutter senere sejlede ind over alt og alle og i nettet bag målmand Bunn. Jores Okore kom ved den lejlighed ikke op til indlægget.

Efter en halv times tid reddede Jores Okore til gengæld Aston Villa fra at komme yderligere bagud, da han satte en vigtig blokering ind på en afslutning fra Jordan Henderson.

I anden halvleg var det så ellers slut med at komme i vejen for særligt meget for Jores Okore og resten af det passive Villa-forsvar.

Emre Can på et velplaceret skud, Divock Origi på en friløber og Nathaniel Clyne på et kludemål nettede alle mellem det 58. og 65. minut.

Kolo Toure scorede til 6-0 efter 71 minutter, og så endda efter en dødbold, som Liverpools ellers har været ualmindeligt ufarlige med.

Jores Okore var i fokus inden kampen, efter han har fået ørene i pressemaskinen på grund af en snak med Ekstra Bladet om sine overvejelser om fremtiden og muligheden for at skifte væk fra Aston Villa til sommer.

Hjemme på Villa Park mod Liverpool havde han muligheden for at vise sine kritikere, at han stadig har fuldt fokus på Aston Villa.

Det har han, siger han, men som resten af Villa-forsvaret havde han en skidt dag på jobbet.

Og nu kan han vist godt gøre alvor af sine overvejelser om at finde en ny klub til sommer.

Med storsejren har Liverpool fået positiv målscore på ottendepladsen i Premier League med ni point op til fjerdepladsen.

Aston Villa ligger otte point under stregen.

/ritzau/